Centraleuropa mangler viljen til at redde Schengen

Det grænseløse Europa og den fri bevægelighed var en praktisk og tidsbesparende ordning for alle europæere, da det blev indført med Amsterdam-traktaten i 1999. Men for befolkningerne i de øst- og centraleuropæiske lande, der blev medlemmer af EU i 2004, betød medlemskabet af Schengen-området mere end for de fleste.

»Fri bevægelighed var efter årene med kommunismen i vores del af Europa noget ekstremt vigtigt – et af symbolerne på det forenede Europa,« fortæller Piotr Buras, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations’ Warszawa-kontor, under et besøg i London.

»Indtil 1989 havde befolkningen ikke lov til at rejse overhovedet. Det var et af de store fremskridt efter 1989, at folk selv kunne beslutte, om de ville besøge et andet land, men derefter kom det andet store skridt, da grænserne blev åbnet til Europa gennem vores medlemskab af Schengen. Hvis du kigger på meningsmålingerne ligger fri bevægelighed og åbne grænser klart i toppen over de værdier og fordele folk i Polen finder vigtigst ved EU-integrationen,« tilføjer han.

I det lys kan det undre, at de øst- og centraleuropæiske lande har ageret, som de har, under den krise, der som resultat af et historisk højt antal flygtningeankomster til Europa, har truet selve Schengen-systemet.

I både ord og handling har landene slidt på tålmodigheden i de ’gamle’ medlemslande – særligt i Tyskland, som den ungarske premierminister Viktor Orban har beskyldt for at have skabt krisen ved at byde syriske flygtninge velkommen.

»Dette er ikke et europæisk problem, det er et tysk problem,« sagde Orban i september.

I kommentaren ligger – mener Piotr Buras – en manglende forståelse for, at »hvor vi er placeret geografisk på europakortet er ikke vigtigt, for hvis vi fejler, fejler vi sammen«.

Det er samme mangel på forståelse, der præger Ungarns ’løsning’ af sit eget flygtningeproblem – nemlig opførslen af et 170 km langt pigtrådshegn.

»Ungarn kan selvfølgelig løse problemet for sig selv, men det kan ikke løse problemet for andre lande eller for Europa. Det er ikke et eksempel, som kan kopieres i f.eks. Grækenland eller på EU-plan,« siger han og peger på, at eksempler fra bl.a. grænsen mellem USA og Mexico viser, »at det er helt umuligt at forsegle en grænse, og at prisen ved at forsøge er ekstrem høj i forhold til menneskerettighederne«.

Han efterlyser også en større forståelse for problemets kompleksitet.

»I bund og grund er problemet migrationen – flygtningestrømmen. At tro at vi kan løse det problem ved at bygge hegn er en komplet illusion. Der er brug for mange andre instrumenter – såsom en mere effektiv genhusningspolitik (genhusning direkte fra lejre i nærområdet, red.) og aftaler med andre lande som Tyrkiet – for at få situationen under kontrol og i sidste ende redde Schengen,« siger Buras.

Disse løsninger kræver netop fælles handling, men i mange EU-lande – ikke kun i Centraleuropa – er der i øjeblikket en mangel på fælles tænkning.

»Hvor meget hvert land skal yde, bør selvfølgelig differentieres, men fællesnævneren bør være en forståelse for, at fælles handling er nødvendig, og at det er vores fælles udfordring. Men det smuldrer i øjeblikket, og det er årsagen til, at vi har denne diskussion om at lukke grænserne,« siger han.

Buras tilføjer, at problematikken dog også hænger sammen med en designfejl i Schengen-samarbejdet.

»De øst- og centraleuropæiske landes positioner er måske ikke nogen hjælp, men i bund og grund er det et strukturelt problem. Den virkelige grund til, at vi debatterer Schengen-samarbejdets fremtid, er, at Europa som helhed ikke var forberedt på den flygtningesituation, vi står i. Man kan sige, at ligesom eurozonen ikke var forberedt på finanskrisen, så var Schengen-systemet ikke forberedt institutionelt og juridisk på den flygtningekrise, vi nu er vidne til,« siger han.

»Lande som Tyskland og andre er selvfølgelig medskyldige i systemets fejl, men lige nu bør vi ikke diskutere, hvem der er ansvarlig for hvad; det er tid til at finde løsninger.«

Mini-Schengen

De løsninger, der indtil videre er blevet foreslået i EU-regi – bl.a. en solidarisk kvotefordeling af 160.000 flygtninge mellem medlemslandene og senest en fælleseuropæisk grænse- og kystvagt – er imidlertid ikke faldet i god jord i lande som Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet, hvilket har ført til anklager om, at de ’nye’ medlemslande – der har modtaget mange millioner euro fra EU til omstillings- og infrastrukturprojekter – bør forstå, at solidaritet går begge veje. Indtil videre uden resultat, hvilket har ført til forslag om at udelukke lande fra EU-midler og sågar fra Schengen.

Den hollandske regering har f.eks. luftet ideen om et ’mini-Schengen’-område, som ud over Holland skulle omfatte Tyskland, Belgien, Luxembourg og Østrig, ifølge avisen De Telegraaf.

»Ideen er blevet tolket som en manøvre med henblik på at true, sågar afpresse, de lande, der ikke udviser villighed til at hjælpe med at genhuse flygtningene,« forklarer Piotr Buras, der ikke er sikker på, at det overhovedet vil være praktisk muligt at gennemføre et ’mini-Schengen’. Alligevel vil han ikke helt afvise ideen.

»Tyskland er et af de lande, der har diskuteret ideen, og som også har truet andre lande med det, hvilket er blevet opfattet som en temmelig brutal måde at føre politik på, men vi må også forstå den komplicerede tyske indenrigspolitiske situation. Angela Merkel har behov for at vise handling for at blive ved magten, og hvis hun ikke kan få en kvoteordning igennem, hvis ikke hun kan få en fælleseuropæisk grænsevagt igennem, hvad kan hun så gennemføre? Måske kan hun få et ’mini-Schengen’ igennem, selv hvis det kun vil være symbolsk og ikke praktisk,« siger han.

Det vil dog netop ikke redde Schengen, som i dag består af 26 lande, så mere realistisk er det nok, at EU i sidste ende vil blive enige om en grænse- og kystvagt. Ideen har dog ikke fået en god modtagelse i Polen og andre centraleuropæiske lande.

»De har modsat sig genhusningsordning, de har modsat sig kvotesystemet, de vil ikke det ene, og de vil ikke det andet. Regeringerne har længe talt om, at prioriteten bør være at styrke de ydre grænser, og nu ligger der et konkret forslag på bordet. Det kan godt være, at de ikke kan gå med til alt i forslaget, men de kunne have brugt det til at vise, at der er noget, de ikke er modstandere af,« siger Buras og tilføjer, at han heller ikke har hørt de centraleuropæiske lande komme med egne løsningsforslag.

»Polen har lovet 70 mio. euro til Tyrkiet-fonden, men det er bare et symbolsk bidrag, og vores partnere – særligt Tyskland – forventer mere end det. De forventer konkret handling eller i det mindste større forståelse og mere politisk opbakning og ikke bare kritik for de tiltag, de iværksætter. Men selv mere forståelse vil nok være svært at levere,« vurderer Buras – på trods af centraleuropæernes forkærlighed for det grænsefri Europa.

Andre dagsordener og bekymringer – såsom sikkerhed og udfordringerne ved et multikulturelt samfund – er begyndt at spille en rolle i denne del af Europa.

»Jeg tror, at regeringerne har kalkuleret med, at Schengen kan bryde sammen, og de er parate til at betale prisen, fordi det er sværere at sige: ’For at bevare Schengen må vi acceptere 50.000 flygtninge’ end at sige: ’EU falder fra hinanden, Tyskland fremprovokerede denne krise, og nu lukker de deres grænser – det er trist, men det må vi leve med’,« vurderer han.

»Det er altid sværere at handle end ikke at handle, og det er ikke kun sandt for Polen, men også for mange andre lande. Der er behov for politisk vilje og mod,« mener Piotr Buras. Men han ser det ikke i dagens Europa.

»Tyskland synes fast besluttet på at finde en løsning og bevare Schengen, men der er færre og færre lande, der er parate til at give Tyskland en hjælpende hånd, så jeg er ikke særlig optimistisk,« siger han.