Der findes dem, der hævder, at al omtale er god omtale. Om den påstand holder for et land som Storbritannien, der har fået en ny, ekstra-smitsom corona-mutation opkaldt efter sig, er dog tvivlsomt. 

Det irriterer uden tvivl premierminister Boris Johnson. 2021 skulle være året, hvor hele verdens øjne skulle hvile misundeligt på det frigjorte Storbritannien, der med Johnson ved roret skulle forløse ’Global Britain’-visionen om en internationalt engageret men uafhængig nation med en særlig rolle på verdensscenen. 

Men alt håb er så langt fra ude. Johnson har alle chancer for at bevise, at han kan levere i 2021. 

1. januar overtog Storbritannien formandskabet for G7, de syv største økonomier i verden, og til november er Glasgow vært for det corona-udskudte COP26-møde. Den pandemiramte økonomi skal genoprettes, og klimakrisen skal håndteres. Storbritannien står i centrum for de to største globale dagsordener. 

Det kan synes paradoksalt, at briterne træder frem på den helt store internationale scene samme år, som de kom endeligt ud af EU. Men det er sådan, det er.  

”Det er en utroligt heldig timing. Vi står i et geopolitisk unikt øjeblik, måske det største øjeblik for Storbritannien i en generation,” siger Leo Hickman, der er stifter af det britiske klimamedie Carbon Brief. 

Hickman mener, at det var et held, at sidste års klimatopmøde blev udskudt. Med Joe Biden solidt placeret i Det Hvide Hus og USA tilbage på den internationale klimascene, er der gode forudsætninger for et succesfuldt COP26 – og dermed god omtale til det nye Storbritannien. ”Ser man bort fra de Olympiske Lege i 2012, kan jeg ikke komme i tanke om et øjeblik i nylig britisk historie, hvor verdens øjne hviler mere opmærksomt på os end i år". 

De muligheder kan professor i politisk økonomi ved University of Cambridge, Helen Thompson, også se. Hun mener, det er tydeligt for enhver at se, at ”der er geopolitisk magt i klimalederskab lige nu”. Størst er dog potentialet – både politisk og økonomisk – hvis Storbritannien kommer hurtigere i mål i det globale vaccinekapløb end de EU-lande, de netop har taget afsked med. 

I foråret var der stort pres fra særligt remain-siden for at udskyde udmeldelsen til efter pandemien var afsluttet, fortæller Helen Thompson. Der var to argumenter. For det første ville forhandlingerne blive svære at finde tid til i den sundhedsmæssige nødsituation, og for det andet ville et fælleseuropæisk vaccine-samarbejde nødvendigvis være bedre end det, Storbritannien selv kunne klare. De to argumenter står ikke ret stærkt i dag.  

Johnson har mødt stor kritik for sin håndtering af pandemien, og i skrivende stund er presset på sundhedsvæsnet stort. Men kommer der styr på smitten, og fortsætter Storbritannien med at trække fra EU i vaccinekapløbet, har Johnson et stærkt argument at sælge til sine egne vælgere. 

”I det scenarie vil det ikke være svært for Boris Johnson at stille sig op foran vælgerne og sige, at lige præcis det her er en af de ting, man kan gøre, når man er en selvstændig nationalstat,” siger Helen Thompson. 

Blød magt fra Oxford til Ed Sheeran 

Timingen er god. Men meget skal stadig gå godt i de kommende år, hvis Johnsons vision om et globalt Storbritannien skal blive til virkelighed.

Landets militære styrke er blandt verdens ti største, og sidste år annoncerede Johnson en udvidelse af de britiske forsvarsbudgetter. Briterne kan dog næppe stå særlig stærkt alene. Et udenrigspolitisk partnerskab med USA er blevet mere oplagt efter magtskiftet i Washington, men briterne er mest indflydelsesrige på den udenrigspolitiske verdensscene, når de bruger deres ’bløde magt’. 

Det meste af den vestlige verden kan tale med de engelsksprogede briter og følge det seneste nye fra mediegiganter som Financial Times, The Economist og BBC. Sproget og den intellektuelle kvalitet er også en af grundene til, at universiteter fra London, Oxford og Cambridge er de mest eftertragtede og anerkendte i verden.  

Der er også blød magt i, at fodboldfans fra alle verdens lande følger den engelske Premier League hver weekend, og at Spotify promoverer musikere som Ed Sheeran, Dua Lipa og Stormzy. Med kæmpesucceser i film- og tv-industrien som James Bond, Harry Potter, Game of Thrones og The Crown er interessen for britisk popkultur stadig stor 

Under pandemien er det også kommet briternes bløde magt til gode, at de i årevis har været blandt WHO’s største donorer, ligesom de er største bidragyder til den globale vaccinealliance Gavi, hvor briterne står for en fjerdedel af budgettet. Briternes internationale indsats rækker ud i mange politiske afkroge gennem diplomatiske netværk, som få lande kan matche.  

Ifølge Robin Niblett, der er direktør for den britiske tænketank Chatham House, kan Storbritannien mobilisere sin bløde magt og gøre sig gældende på seks kerneområder i fremtiden. I en ny rapport, Global Britain, Global Broker, fremhæver han klimaforandringer, menneskerettigheder og demokrati, fred og sikkerhed, global sundhed, en mere transparent global økonomi samt cyberforsvar som de steder, hvor Storbritannien kan gøre en positiv forskel globalt og samtidig tjene egne interesser.

Boris Johnsons klima-visitkort

Det var et brud med mange års tradition som udviklingspolitisk mønsterelev, da den britiske regering i november sidste år besluttede at beskære udviklingsbistanden. Men spiller Johnson-regeringen sine kort rigtigt i de kommende år, kan de øge indflydelsen i magtens korridorer, når klimadagsordenen som forventet tager fart i 2020’erne med både Kina og USA som lokomotiver.

Storbritannien har for længst sagt farvel til kulkraften og dermed præsteret det, som Kina ikke engang er kommet rigtigt i gang med endnu. Storbritannien er blandt verdens klimapolitiske foregangslande. Årets Climate Change Performance Index, der udarbejdes af den tyske ngo Germanwatch, placerer dem på en delt førsteplads sammen med Sverige. De er blandt verdens førende offshore-nationer, en teknologi, som der særligt på den amerikanske østkyst er kommet stor interesse for.

Der er en chance at gribe for et Storbritannien, der vil satse på at blive et globalt klimadiplomatisk powerhouse, mener Carbon Briefs Leo Hickman.

”Vi kan tage ud i verden og bruge klimaet strategisk, nærmest som et visitkort, hvor vi bruger vores omdømme til at skabe nye relationer,” vurderer han.

I november sidste år præsenterede Boris Johnson sin såkaldte 10-punktsplan for en grøn industriel revolution. Et af de vigtigste punkter i den plan er arbejdet med fangst og lagring af CO2 (CCS), som regeringen afsatte godt otte milliarder pund til udviklingen af. Der ligger store olie- og gasfelter ud for den britiske kyst, hvor store mængder CO2 vil kunne lagres.

For Boris Johnson vil et sats på CCS også være en oplagt mulighed for at lave arbejdspladser i kongerigets nordligt beliggende regioner, som er blevet en del af premierministerens vælgerbagland efter valget i 2019, hvor Labour tabte til Johnson i nogle af disse klassiske arbejderområder. Joe Biden fandt muligvis på sloganet Build Back Better før Boris Johnson, men hvis CCS-visionen får ben at gå på i Storbritannien, får den britiske premierminister en potentielt stærk succeshistorie om socialt retfærdig grøn omstilling at sælge i USA.

Det er dog ifølge Leo Hickman stadig uvist, hvor meget bund der faktisk er i planerne.

”Vi har stadig til gode at se, om politikerne er kompetente nok til at levere resultaterne,” siger han.

Mislykket finans-flirt med Kina

En af Storbritanniens absolut største enkeltstående fordele er Londons position som den globale finanskapitalismes hovedstad. Professor Helen Thompson vurderer umiddelbart ikke, at Brexit har svækket den position nævneværdigt.

”Det her er det ene område i den britiske økonomi, hvor vi er konkurrencedygtige overalt i verden, så man må forvente, at vi i de kommende år vil forsøge at udvide på ikke-europæiske markeder,” vurderer hun.

Det har dog været planen i mange år. De politiske planer om at udvide de finansielle relationer med særligt de kinesiske markeder har mange år på bagen. Under David Cameron var det ligefrem planen at gøre London til det europæiske centrum for handel med kinesisk valuta. De historiske relationer mellem London og et andet finansielt knudepunkt, Hong Kong, skulle være med til at bane vejen.

I 2021 kunne de planer næsten ikke være længere fra virkeligheden. Da demonstrationerne i Hong Kong eskalerede, tilbød den britiske stat i foråret statsborgerskab til de knap tre millioner borgere i Hong Kong, som var i besiddelse af et britisk, oversøisk pas. Det svarer til knap 40 procent af Hongkongs samlede indbyggertal og var i sagens natur en voldsom demonstration af Westminsters uvilje mod den nye sikkerhedslovgivning, det kinesiske styre forsøgte at presse igennem i den tidligere britiske koloni.

Og for godt et år siden blev Boris Johnson offer for Trumps vrede over at ville lade Huawei udrulle 5G i Storbritannien, hvorfor han måtte droppe de planer. Den forliste aftale på dette afgørende teknologiske område var endnu et søm i den britisk-kinesiske kiste.

”Enhver forståelse af Global Britain, der skulle inkludere Kina, er væk,” konkluderer Helen Thompson, der vurderer, at de diplomatiske relationer er blevet så betændte, at det ligefrem var en fordel for EU, at briterne var på vej ud, mens den nylige handelsaftale med Kina blev indgået.

Dømt til europæisk samarbejde

Helt så pessimistisk i forhold til Kina er Christopher Hill, professor emeritus i international politik ved University of Cambridge, ikke.

”Det er måske sandt lige nu. Men set i det store billede er det kun for ganske nylig, at det er gået så galt. Vi må huske, at briterne under David Cameron var ledere af Kina-forhandlingerne i EU,” siger han.

Storbritanniens udenrigspolitiske ageren fortæller imidlertid en historie om, hvordan handelsaftaler er blevet centrum for den udenrigspolitiske tænkning i dag. Han er dybt skeptisk over Global Britain-visionen, som han mener hviler på nostalgi og flyvske ideer. Et slogan uden kød på.

”Jeg er enig i, at Storbritannien har et globalt udsyn på grund af vores historie, og fordi vi altid har været en handlende nation,” siger Hill, der dog kæmper med at se realismen i at lægge Europa bag sig for at opsøge amerikanske, afrikanske eller asiatiske markeder.

Der ligger ifølge professoren ikke nogen ny udenrigspolitisk strategi klar på premierministerens skrivebord, nu hvor briterne er ude af EU. Det nye strategipapir, som skal udarbejdes af Boris Johnsons udenrigspolitiske rådgiver, John Bew, ventes dog snart at udkomme med en vision for, hvad ‘Global Britain’ faktisk betyder.

Christopher Hill fortæller dog, at den højeste mode i britiske udenrigspolitiske kredse lige nu er et kommende såkaldt ”indo-pacific turn”. Ved at orientere sig mod denne region, og særligt de tidligere kolonier Indien og Australien, vil nye markeder åbne sig for det frigjorte Storbritannien.

I sin bog The Future of British Foreign Policy: Security and Diplomacy in a World after Brexit fra 2019 udforsker Christopher Hill nogle af mulighederne ved at vende sig mod nye markeder. Lande som Sydafrika, Indien og Australien er knyttet til Storbritannien af historiske årsager, men tættere samkvem med de lande er ikke gratis.

Hvis Boris Johnson for eksempel vil slå en handel af med Indien, skal han først finde fælles fodslag med en illiberal, autoritær politisk leder som premierminister Narendra Modi. Dernæst skal han forholde sig til det første krav, inderne vil stille for øget samarbejde, nemlig øget ret til at arbejde i Storbritannien. Og så er det svært at argumentere for, hvorfor øget indvandring var et afgørende argument for at forlade EU.

Hill konkluderer, at mens man kan melde sig ud af EU, kan Storbritannien ikke flytte sig væk fra Europa.

”Vi er dømt til at samarbejde med vores europæiske naboer i al overskuelig fremtid,” konkluderer han.

Fare for indre blødninger

Nick Witney, der er seniorforsker i den britiske tænketank European Council on Foreign Relations, er enig. Indien er ikke et nyt, eksotisk territorium, som briterne først nu kan udforske.

”Når man ankommer sådan et sted nu om dage, finder man ud af, at der allerede ligger en veletableret tysk eksportør. Ideen om, at vi hidtil er blevet nægtet en verden af muligheder på grund af vores medlemskab i EU, er nonsens,” siger han.

Tværtimod fører briternes udmeldelse til helt nye interne problemer. Ifølge Witney har Brexit skadet sammenhængskraften i Det Forenede Kongerige. For det første er der spørgsmålet om Nordirland og EU-naboen, Republikken Irland. Grænsedragningen mellem de to lande var af praktiske og historiske årsager en af de største knaster under Brexit-forhandlingerne, der løste sig med en såkaldt nordirsk protokol, hvor varer, der handles mellem Nordirland og EU-lande, formelt vil fortsætte med at være intern EU-handel.

Nick Witney mener, at den aftale vil gøde vandene for en fremtidig genforening mellem Nordirland og Irland. Mere akut er situationen i Skotland, hvor vejen til uafhængighed synes kortere for hver dag, vi kommer tættere på parlamentsvalget 6. maj. Meningsmålingerne tyder på en storsejr til siddende premierminister Nicola Sturgeon.

Som formand for det nationalistiske SNP vil hun tale ivrigt for uafhængighed. Sidste gang de prøvede, var i 2014. Meget er sket siden da.

”Nu er Skotland blevet taget ud af EU mod deres egen vilje og vil kræve en afstemning. Johnson vil stritte imod, og det vil kun give de skotske nationalister yderligere vind i sejlene,” siger Witney.

Forholdet mellem Sturgeon og Johnson har aldrig været særlig varmt. Deres ideologiske ståsteder og tilgange til politisk ledelse er vidt forskellige. Uenighed om håndteringen af pandemien har skubbet de to politiske ledere længere væk fra hinanden på et uheldigt tidspunkt.

De to skal lede Storbritannien ved den internationale klimakonference. Første lille skridt på vej mod succes er inden for rækkevidde. 2021 vil gøre os meget klogere på, hvilken magt et globalt Storbritannien kan opnå uden EU.