Vladimir Putins diskrete charme

For nylig talte den russiske præsident Putin til FN’s Generalforsamling, hvor han foreslog en bred koalition, der skal bekæmpe Islamisk Stat. Det var ventet. Rusland har oprustet sine styrker i Syrien igennem de seneste uger. Søværnet er deployeret, bevæbnede mandskabsvogne, angrebshelikoptere og kampfly er sat ind, og der er bygget en lejr, som kan rumme op mod 2.000 russiske tropper i Syrien.

Søndag aften blev Vladimir Putin interviewet til amerikansk tv, hvor han forsøgte at charmere USA til at gå med i den fælles kamp mod Islamisk Stat.

Men man skal ikke lade sig narre. Ruslands oprustning har meget lidt med IS at gøre og handler mere om at sikre sig, at Syrien forbliver en allieret i Mellemøsten.

Den bedste garant

Bagtanken med Ruslands militære oprustning er primært at hjælpe de syriske styrker til at bevare kontrolleren med de områder, som de allerede har erobret. Russerne ønsker også at beskytte den russiske flådebase i Tartus. I den henseende fungerer påskuddet om at bekæmpe IS godt, og det burde også umiddelbart virke appellerende på Vesten.

Hen over sommeren har Bashar al-Assads styrker lidt en række taktiske nederlag, og Ruslands timing skal ses i lyset af disse. Ved at styrke den syriske præsidents militær bakker den russiske regering op om Assads styre, men det er også et russisk forsøg på at gøre sig selv uundværlig i en enhver diplomatisk løsning på konflikten.

Rusland anser stadig Bashar al-Assad for at være den bedste garant for Ruslands interesser i Syrien. Dette scenario kan dog hurtigt ændre sig, og hvis det gør, ønsker den russiske regering at befinde sig i en styrkeposition.

Kædes sammen med Ukraine

Ruslands militære mobilisering kan desuden kædes sammen med Ukraine – også selvom præsident Vladimir Putin påstår, noget andet.

Rusland befinder sig i en svær situation i Ukraine. Den ukrainske regering har vist sig at være overraskende modstandsdygtig over for Moskvas strategi, der går ud på at bruge krigen i det østlige Ukraine til at destabilisere resten af landet. Separatisterne er ikke selv i stand til at komme videre, så en ny offensiv vil kræve, at de russiske tropper hjælper til. Men det vil føre til sanktioner.

Netop sanktionspolitikken har vist sig at være effektiv til tøjle den russiske regering og til at vise, at det har konsekvenser, hvis Rusland stikker næsen for langt frem i Ukraine. Derfor forbereder den russiske regering sig på et langt, sejt træk.

Ud af international isolation

Den russiske regering forsøger at bruge en fælles aftale i Syrien til at bryde ud af sin internationale isolation og opnå indrømmelser i Ukraine. På omtrent samme tid som Rusland begyndte at opruste i Syrien, indvilligede russerne i våbenhvile i Ukraine og var mere samarbejdsvillige i forhold til fredsaftalen mellem de to lande.

De nye takter i Ukraine – der også omfatter en fangeudveksling med Estland – havde uden tvivl til hensigt at skabe en positiv stemning forud for Vladimir Putins tale til FN’s Generalforsamling.

Der er ingen tvivl om, at Moskva håber på, at tilbuddet om at samarbejde i Syrien vil få USA og EU til at lempe de økonomiske sanktioner og i sidste ende åbne op for, at Ukraine kommer under Ruslands indflydelse.

Passer i russernes strategi

Der er forbedringer at spore i forholdet mellem Rusland og USA. De to landes forsvarsministre har optrappet dialogen, og der er etableret kontakter mellem de to landes militær. For nyligt mødtes præsident Barack Obama og Vladimir Putin for første gang, siden krisen i Ukraine begyndte.

I mellemtiden er Europa travlt optaget af at tage sig af flygtningekrisen, der skaber splid mellem EU-landene. Et svækket og splittet Europa, som er desperat efter at sætte en stopper for strømmen af syriske flygtninge, passer lige ind i russernes strategi – særligt hvis Rusland bliver anset for at være uundværlig for at kunne løse konflikten i Syrien.

Det er der EU-politikere, som har påpeget. Den tyske vicekansler og finansminister, Sigmar Gabriel, har udtalt, at Europa ikke kan fortsætte sanktionerne mod Rusland, samtidig med at man beder landet om hjælp med situationen i Syrien.

Effektiv sanktionspolitik

Men det vil være en stor fejltagelse at lempe sanktionerne. Til trods for den seneste nedtrapning i krigen i det østlige Ukraine er situationen stadig meget alvorlig, og Rusland besidder stadig muligheden for at optrappe konflikten, når som helst landet ønsker det.

Rusland overholder langtfra alle sine forpligtelser i Minsk-aftalen. Hvis EU valgte at lempe sanktionerne, ville det i høj grad mindske den russiske regerings incitament til at trække sine tropper ud og overdrage kontrollen over grænser til Ukraine. Hvis presset på Rusland løftes, vil det sandsynligvis føre til en ophævelse af Minsk-aftalen.

Frontmand efter egen smag

Det er også tvivlsomt, om Ruslands øgede engagement i Syrien rent faktisk vil bringe konflikten tættere på en afslutning eller løse flygtningekrisen. En styrket Assad vil ikke få Syriens otte millioner internt fordrevne indbyggere og fire millioner flygtninge til at konkludere, at det er sikkert at vende hjem. Det er Assads styre, der primært bærer ansvaret for krigen og fordrivelsen af den syriske befolkning.

Selv hvis Ruslands indsættelse i regnestykket bringer en aftale med sig – som for eksempel omfattede en overgangsperiode, valg og Assads afgang – vil russerne sikre sig, at de får en frontmand efter deres smag. Og krigen mod IS vil uden tvivl fortsætte. Det er svært at se, at dette vil give anledning til nogen retfærdig eller vedvarende fred.

Og det er heri, at Vladimir Putins diskrete charme ligger. Han foreslår en krig, der skal bringe fred med sig. Hvis det lyder for godt til at være sandt, er det nok, fordi at det er det. Det er en fred, som vil stille alle andre end Rusland ringere. Det er surrealisme, når det er bedst.

Fredrik Wesslau er diplomat med speciale i konfliktløsning. Han er senior fellow ved den europæiske tænketank, European Council on Foreign Relations.