Ny rapport: Rusland er en middelmådig magt

Vestlige regeringer overvurderer faren fra Ruslands sikkerhedstjenester og ser dem som et almægtigt netværk, der styrer Kreml.

Det er i stedet ifølge en ny rapport, som blev offentliggjort i går, en mangehovedet skare, hvor de enkelte tjenester »er internt splittede og i evige bureaukratiske bandekrige med hinanden«, så deres efterretningsvirksomhed ofte er så dårlig, at den truer præsident Vladimir Putins interesser.  

En række myter om efterretningstjenesternes styrke punkteres i den udførlige rapport fra den paneuropæiske tænketank Det Europæiske Råd for Internationale Relationer (ECFR). Forfatteren er den anerkendte britiske ekspert i russiske sikkerhedsforhold, Mark Galeotti. Han skriver om tjenesterne:  

»Det er ikke en forenet blok, men modstridende grupper, hvis solidaritet forsvinder, så snart der er mulighed for at lave penge eller undgå at blive draget til ansvar.«   

Efterretningstjenesterne »styrer afgjort ikke Kreml, men Kreml er heller ikke fuldt ud i stand til at styre dem,« hedder det i rapporten, der har til formål at nedbryde det, som forfatteren ser som europæiske regeringers overvurdering af truslen fra russiske sikkerhedstjenester.  

Den hemmelige slagmark

Rapporten opfordrer europæiske regeringer til nultolerance over for russiske efterretningsoperationer i Europa og øget samarbejde, ikke mindst om at afdække finansieringen af russiske efterretningsaktiviteter.

Den britiske Sikkerhedstjeneste (MI5) advarede allerede i 2010 om, at »truslen fra russisk spionage fortsat er betydelig og lige så stor som under Den Kolde Krig. Antallet af russiske efterretningsofficerer i London er lige så stort som i sovjettiden.«

Galeotti påviser med vestlige og russiske efterretningsfolk som kilder, at den russiske efterretningsaktivitet er blevet stadig mere aggressiv i Putins tid, og at deres metoder efter Putins tilbagevenden til Kreml i 2012 »afspejler hans ønske om at ændre den internationale orden dramatisk«.  

Truslen er der så afgjort ifølge Galeotti, der imidlertid understreger, at de russiske tjenester ofte skyder sig selv og hinanden i foden snarere end at ramme de vestlige mål. Og meget kan gøres gennem skrappere europæisk kontrol med de ’beskidte penge’, som vestlige organisationer og individer hjælper russiske tjenester med at cirkulere og hvidvaske.  

Det moderne Rusland har en stribe efterretningshære ude og hjemme, mens Sovjetunionen i realiteten kun havde to: Komiteen for Statens Sikkerhed (KGB), der tog sig af alt fra fremmed spionage til intern sikkerhed, og det Centrale Efterretningsdirektorat (GRU), der tog sig af militær efterretning. Da Sovjetunionen brød sammen, ønskede daværende præsident Boris Jeltsin at opløse KGB, men det pressede KGB-veteraner ham til at opgive, og FSB blev skabt.  

Forsvaret for stærke efterretningstjenester tog til, da Putin blev præsident i 2000 efter en kort periode som chef for FSB, KGB’s afløser. I dag er der fire ledende tjenester og et utal af mindre. Den stærkeste er FSB, »hvis hjemlige sikkerhedsopgaver er tilføjet visse eksterne aktiviteter, herunder politiske mord«.

FSB er også tjenesten med de tætteste bånd til Putin, bl.a. gennem dets chef, Aleksandr Bortnikovs nære venskab med præsidenten.   

Udenrigsefterretningen er primært underlagt SVR og GRU, hvor sidstnævnte tager sig af militær efterretning. FSB og GRU er begge en blanding af efterretningsofficerer og ansatte ved russiske ambassader med angiveligt andre opgaver. GRU’s militære baggrund afspejles i »en særlig aggressiv og risikovillig kultur«.

Inden for dets rammer opererer specialstyrkerne Spetsnaz, som har en vis operationel autonomi og direkte adgang til præsidenten. Dertil kommer Den Føderale Beskyttelsestjeneste (FSO), som omfatter Præsidentens Sikkerhedstjeneste (SBP). En del efterretningsopgaver er lagt ind under indenrigsministeriet, herunder terror- og ekstremismebekæmpelse.   

Den nye Nationalgarde, som blev annonceret i april i år, skal tage sig af den offentlige sikkerhed og er også direkte underlagt præsidenten. Det skærper konkurrencen om ressourcerne og om Putins opmærksomhed. Det forstærker også rapportens hovedtese: »Sikkerhedsorganerne i Rusland er karakteriseret af splittelse, overlapning og dybtgående institutionel rivalisering.«

Tjenesterne kappes om at give præsidenten de hurtigste resultater. Det fører ifølge Galeotti til sjusket informationsindsamling og analysearbejde: »Efterretningschefer må forme og forsøde fakta for at tilfredsstille præsidenten og bevare deres job.«

Tjenesterne er låst fast i koldkrigslogikken: »Hvis Vesten taber, vinder vi«. Det medfører, at russiske efterretningstjenester tager ekstreme metoder i brug i udlandet, hvor plutoniummordet på den tidligere russiske agent Aleksandr Litvinenko er det hidtil mest spektakulære.  

»Deres handlinger i Vesten kan se taktisk effektive ud, men er strategisk katastrofale, fordi de giver et billede af Rusland som en uforudsigelig trussel,« skriver Galeotti.  

Korruptionskultur

Efterretningstjenesterne har store økonomiske midler til rådighed og næres af en paranoiakultur, der ser forræderi og hemmelige dagsordener, »også hvor de ikke eksisterer«.  

Galeotti siger i forbindelse med rapportens udgivelse:  

»Putin har den efterretnings- og sikkerhedstjeneste, som han ønsker: et magtfuldt, vildtvoksende og lydigt monster. Men det er Putin selv og hans drømme om Rusland som stormagt, der er det sande offer for det dårligt kontrollerede bæst.«

Efterretningstjenesterne er ifølge Galeotti den tydeligste afspejling af sammenblandingen af penge, kriminalitet og politisk magt i Rusland, »men er også et biprodukt af en klar vilje til at bruge kriminelle som redskaber for statens sikkerhed.«  

Der er eksempelvis mange beviser for, at russiske hackere får stor frihed, så længe de angriber de fremmede stater og liberale websider, som FSB sender dem efter. Det er et omfattende hackerangreb på Estland det hidtil bedst kendte eksempel på.  

Det er omkring sikkerhedstjenesterne, at korruptionskulturen er mest vildtvoksende. Galeotti fremhæver, at det er svært at bedømme, hvor meget det går ud over deres operationer. Men et eksempel er, at efterforskningschef Aleksandr Bastrykhin i 2014 overtalte Putin til at indføre, at sager om skattesnyd kunne åbnes uden at inddrage skattemyndighederne. Det gav efterretningstjenester »omfattende ny magt, der var bedre egnet til afpresning end til kriminalitetsbekæmpelse«.  

Under Putins vinger

Ifølge Galeottis kilder i sikkerhedsapparatet kender Putin alle problemerne om korruption, samarbejde med kriminelle og ødelæggende interne magtkampe, men udadtil roser han medarbejderne. På den årlige festdag for Sikkerhedstjenesternes ansatte kaldte han dem i 2015 »stærke og modige folk, sande professionelle, der med ildhu beskytter Ruslands suverænitet og vore borgeres liv«.

Det afspejlede, at Putin deler målsætningerne med sikkerhedsfolket i en »pragmatisk politisk alliance« som »led i en aggressiv kampagne til støtte for Kremls geopolitiske dagsorden«. De pågældende tjenester har også klaret sig godt under Putin, hvor deres budgetter og magt er styrket.  

Rusland har udviklet en stribe overlappende sikkerheds- og spionagetjenester ud fra formodningen om, at konkurrerende tjenester kan skabe større risikovillighed og fremskaffe flere efterretninger, »men det fører også til bandekrige og tendenser til at spille op til Kremls fordomme«.

Den russiske indblanding i det østlige Ukraine er et af de mest groteske eksempler på konkurrence i udlandet. Udenrigstjenesten SVR har behandlet Ukraine som et fremmed land, mens FSB har opereret, som om det var en del af Rusland. SVR og GRU kom gennem fyringer til at mærke Putins vrede over, at operationen i det østlige Ukraine gik galt.   

Middelmådig magt  

Trods rapportens mange mindelser om Den Kolde Krig er der ifølge Galeotti ikke tale om en ny kold krig, for »russerne er ikke en langsigtet geopolitisk udfordring for Vesten«. Europæiske regeringer bør forberede sig på »en post-Putin epoke, som vil komme«, ifølge Galeotti. Aktuelt bør de gøre mere for at forhindre den omfattende rekruttering af vestlige agenter, som de russiske efterretningstjener har råd til.  

De efterretningsfolk, som uundgåeligt findes blandt russiske studenter, turister og arbejdere i Europa, bør behandles som mulige samarbejdspartnere.  

»Ikke så meget i rekruttering af spioner (selv om det sker), men som kulturelle kontakter, som kan minimere Kremls held med at fremstille sit imperiebyggeri som en form for forsvar imod et fjendtligt Vesten«.  

Rapporten fremhæver, at Rusland er en middelmådig magt, som Vesten ikke har grund til at være så bange for, som tilfældet er.  

»Rusland synes imidlertid aktuelt at have uforholdsmæssig stor indflydelse gennem koncentration af ressourcer og politisk kontrol samt vilje til at forbryde sig imod reglerne for optræden internationalt. Det vil imidlertid ikke vare ved og fejlstyringen af dets efterretningstjenester er en metafor for, at landet generelt er ud af stand til på længere sigt at tilpasse sig dets praktiske begrænsninger.«   

Europa må finde den rette balance mellem at beskytte sig selv imod russisk efterretningsvirke og forhindre, at det skubber den russiske befolkning fra sig.  

»På trods af al den officielle propaganda er russerne stadig kulturelt forbundne med Vesten,« konkluderer rapporten, som forudser, at det vil komme til udtryk på alle felter efter Putin.