Putins tyske heppekor

I sidste uge vakte den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt opsigt, da han i avisen Die Zeit gik i rette med EU’s politik over for Rusland og betegnede sanktioner som »dumme«.

Dermed lagde han sig i forlængelse af sin eks-kollega Helmut Kohl, der ligeledes har manet til forståelse for de russiske synspunkter. En tredje tysk kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, blev i begyndelsen af februar mødt med udbredt kritik i den tyske presse, da han tav om Putins brud på folkeretten og samtidig bebrejdede EU for at have splittet Ukraine med tilbuddet om en associeringsaftale.

»Interessant nok er der stor opbakning til den slags synspunkter i den tyske befolkning«, siger Albrecht von Lucke, kommentator og redaktør på tidsskriftet Blätter für deutsche und internationale Politik.

»Det er på den ene side den tyske angst for krig, der spiller en stor rolle. Allerhelst vil man undgå krig. På den anden side er det fornemmelsen af, at Rusland har bevæget sig i løbet af de seneste 25 år. Derfor vil man helst undgå sanktioner,« siger Albrecht von Lucke.

Ifølge en meningsmåling fra Emnid frygter to ud af tre tyskere, at sanktioner mod Rusland vil have en negativ effekt på tysk økonomi. En anden meningsmåling for Politbarometer viser, at godt 44 pct. af tyskerne foretrækker diplomatiske samtaler frem for sanktioner.

»I Tyskland taler man om ’Ruslands-elskerne’. Der er primært tale om et venstrefløjsfænomen og et tysk fænomen«, siger Hans Kundnani fra tænketanken European Council on Foreign Relations. Han peger på tre årsager: »I Tyskland er der for det første et stærkt ønske om forsoning med Rusland, der går tilbage til efterkrigstiden. For det andet har Tyskland tradition for en særlig østpolitik, som under Willy Brandt var den mest succesfulde udenrigspolitik, som socialdemokraterne nogensinde har haft. I modsætning til eksempelvis de baltiske lande og Polen, der i de seneste uger er blevet ’høge’ i forhold til Rusland, er man indstillet på dialog med Rusland«, siger Hans Kundnani.

»For det tredje er der tale om økonomiske relationer mellem Rusland og Tyskland, der betyder meget. Her er der også tale om et venstrefløjs-fænomen, fordi det tyske socialdemokrati på grund af sine forbindelser med fagforeningerne har strukturelle bekymringer for den tyske industri.«

EU’s hykleri

Det er dog ikke kun tidligere socialdemokratiske toppolitikere, der advarer mod EU’ sanktionspolitik. Selv blandt Tysklands yngste politiske partier er der blevet plads til Putin-apologier.

På en nylig partikongres for Tysklands nyeste parti, Alternative für Deutschland, vedtog medlemmerne en resolution, der lægger afstand til europæiske sanktioner mod Rusland såvel som tysk assistance til den ukrainske overgangsregering, der ifølge de tyske euroskeptikere ikke er demokratisk legitim.

I det tyske venstrefløjsparti Die Linke tager forståelsen for Putin i særlig grad form af et angreb på EU’s hykleri.

»En kupregering med neofascister og antisemitter som medlemmer kommer med Merkels og Steinmeiers (tysk udenrigsminister, red.) velsignelse til magten. Forholdet til Rusland er forværret dramatisk, regionen er truet af borgerkrig, og amerikanske diplomater gnider sig i hænderne«, udtalte vicepartiformand for Die Linke, Sahra Wagenknecht. Hun betegner den tyske udenrigspolitik og kravet om sanktioner som »dybt hyklerisk«. Som flere af sine partifæller forsvarer hun resultatet af den omstridte folkeafstemning på Krim om halvøens optagelse i den russiske føderation.

»EU hælder konstant mere benzin på bålet. En del af eskalationspolitikken er det ultimative krav om respekt for principper, som man ikke selv holder sig til. Den, der overhovedet vover at henvise til fascisternes rolle, bliver brændemærket som oligarkstøtte og tvunget til tavshed«, skriver forbundsdagsmedlemmet Sevin Dağdelen i en klumme for avisen Jungle World.

Die Linkes manglende afstandtagen har ifølge kendere af tysk politik vanskeliggjort udsigterne til et fremtidigt regeringsarbejde med SPD. Ifølge den socialdemokratiske formand og økonomiminister Sigmar Gabriel minder Sahra Wagenknechts udtalelser således om »halvfjerdsernes og firsernes kommunistiske sekter og deres mest krampagtige retfærdiggørelsesreflekser, når det gjaldt enhver form for uret, som Sovjetunionen begik.«

Når store dele af den tyske venstrefløj, såvel som dele af den tyske befolkning, modsætter sig sanktioner mod Moskva, skyldes det ifølge visse kommentatorer netop en autoritær impuls i den tyske befolkning.

»Vladimir Putin forfører tyskerne til at nære magtpolitiske sympatier for en fører, der bringer et ydmyget folk ud af Jeltsin-årenes kaos og fattigdom. Han forfører dem til at tilslutte sig rækkerne af anti-vestlige kræfter og sammen med Moskva at stikke en ørefigen til amerikanerne og englænderne og deres kapitalisme og forløjede folkeretssnak,« skriver journalisten Moritz Schuller i en kommentar i avisen Tagesspiegel.

Hitler-metoder

Også på regeringsniveau har henvisningerne til Tysklands egen fortid vundet frem som forklaringsmodel – dog mod Putin. I går gik den tyske finansminister i rette med Putins begrundelser for anneksionen af Krim med en i tyske sammenhænge kontroversiel sammenligning: »Sådanne metoder brugte Hitler i Sudeterlandet,« sagde Wolfgang Schäuble med henvisning til den nazistiske anneksion af dele af Tjekkiet.

Og Schäuble er ikke den eneste, der i løbet af Krimkrisen har vovet sig ud i følsomme historiske analogier. Tidligere på måneden forsvarede Gerhard Schröder Putins fremfærd på Krim med sin egen beslutning om tysk deltagelse i NATO’s bombardement i Serbien under den jugoslaviske borgerkrig i halvfemserne.

»Dengang sendte vi vores fly til Serbien, og sammen med NATO bombede de en suveræn stat – uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd,« lød logikken hos den tidligere kansler, der i dag plejer både personlige og forretningsmæssige forbindelser til Putin i kraft af sin post i Gazprom-datterselskabet Nordstream AG.

Netop denne forbindelse gør Schröder utroværdig i mange tyskeres øjne, mener Albrecht von Lucke.

»Skulle man være lidt ondskabsfuld, kunne man anføre, at Schröder har bortødslet sin kredit som eks-kansler, når han siger, at også han har bombet Sarajevo og dermed også forbrudt sig mod folkeretten. Det er et forsøg på at abstrahere fra de forskellige forudsætninger, der gik forud for interventionen i Kosovo og overtagelsen af Krim. Han plejer sine egne interesser i så høj grad, at han er villig til at miskreditere sin egen politik.«