Baggrund
Læsetid: 4 min.

Belgien er ikke en fejlslagen stat

Kritikere har peget på Belgiens komplekse politiske og administrative struktur som årsag til, at det er endt som Europas terrorrede nummer et. Og der er problemer, siger flere iagttagere, men det er langtfra hele forklaringen
Sikkerhedsfolk uden for Bruxelles’ Zaventem-lufthavn. Den belgiske hovedstad har seks forskellige politistyrker. Indtil for nylig var der 19, der skulle koordinere sikkerhedsindsatser sammen.

Amaury Miller

Udland
1. april 2016

»En fejlslagen stat«. »Dysfunktionel«. »Som Balkan uden det etniske had«.

Belgien er siden terrorangrebet i Bruxelles i sidste uge kommet under luppen hos iagttagere og medier på jagt efter svaret på, hvorfor dette lille land har udklækket så mange af de terrorister, der har slået til i Europa i de seneste år.

Og konklusionen er ifølge flere Belgien-kendere, at den fragmenterede stat – en føderation mellem det flamsktalende Flandern, det fransktalende Vallonien, det tosprogede Bruxelles samt et mindre tysktalende område – som et minimum er en medvirkende årsag til, at integrationen af immigranter mange steder er slået fejl, og til efterretningstjenesternes mangelfulde samarbejde.

Hovedstaden Bruxelles – der er inddelt i 19 kommuner med hver sit lokalstyre – havde f.eks. indtil for nylig 19 politistyrker. Disse er dog nu reduceret til seks.

»Det (problemerne med terror, red.) stammer ikke udelukkende fra den intense marginalisering af byens muslimske befolkning (…) Det, der adskiller Bruxelles som mål og base for terrorister, har mere at gøre med grænserne for Belgien som fungerende stat,« skriver den amerikanske forfatter og Pulitzer Pris-vinder Fred Kaplan i en artikel i Slate Magazine.

Den garvede Bruxelles-journalist Tim King når til samme konklusion i Politico.

»Denne mangel på sammenkædning er et kendetegn ved den belgiske stat. Maskineriet, som andre steder ville sammenkæde det lokale, regionale og nationale, er ikke forbundet.

Langt hen ad vejen har den politiske klasse besluttet at leve med disse funktionsforstyrrelser og har accepteret det som prisen for de forskellige sproglige og fraktionspolitiske skel,« skrev han efter terrorangrebet i Paris sidste år, hvor flere gerningsmænd og våben kunne spores tilbage til Molenbeek-nabolaget i Bruxelles.

»At Molenbeek har fået lov til at blive en yngleplads for jihad fortæller nogle kedelige sandheder om de formelle og uformelle strukturer i Belgien og især i Bruxelles,« tilføjer han.

Ikke fejlslagen stat

Andre iagttagere giver de to kritikere ret i, at den belgiske stats decentraliserede struktur skaber visse problemer. Landet havde for eksempel ingen regering i næsten 600 dage i 2010-11. Alligevel afviser visse iagttagere pure sammenligningerne med problematiske efterkrigsområder.

»At beskrive Belgien som en fejlslagen stat er absurd. Det er det absolut ikke. Og det er ikke Balkan,« siger Fredrik Wesslau, Balkan- ekspert og bosiddende i Bruxelles for tænketanken European Council on Foreign Relations, til Information.

Den belgiske iagttager og skribent Geert van Istendael er helt enig.

»Libyen er en fejlslagen stat. Somalia er en fejlslagen stat. Det kan ikke sammenlignes. Belgien klarer sig godt. Men det begår fejl,« siger han i et interview med NPR.

Van Istendael er dog enig i, at »der er noget råddent i staten Belgien«. Særligt den mangelfulde kommunikation mellem myndighederne.

»Dette skaber selvfølgelig nu problemer i forhold til at kunne håndtere fuldstændig nye udfordringer og problemer og nye farer,« tilføjer han.

Fredrik Wesslau tilkendegiver også, at der er problemer i Belgien »på grund af landets komplicerede administrative strukturer«.

»De forskellige lag i føderationen og de forskellige sprog. Det skaber ineffektivitet, større kompleksitet og også kompetenceoverlap. Så selvfølgelig er der problemer, og terrorangrebene er et eksempel, hvor den manglende koordination bliver tydelig,« siger han, men påpeger, at der også har fundet terrorangreb sted i lande med et mere centraliseret system.

Intet nyt

Tim King mener imidlertid ikke, at der er noget nyt i hverken problemerne i Bruxelles’ fattigste kvarterer eller det mangelfulde samarbejde. Han påpeger, at samme mangel på samarbejde var medvirkende til, at sexforbryderen og morderen Marc Dutroux først blev pågrebet i 1996. Dengang som nu blev der lovet reformer, men statens strukturer betyder, at kun lidt er sket, mener King.

»Når indenrigsminister Jan Jambon har lovet at rydde op i Molenbeek, har han statens strukturer imod sig. Han har behov for Bruxelles-regionens og det fransktalende samfunds samarbejde for at inddrage for eksempel jobcentre og skoler. Men Jambon er fra det flamske nationalistiske parti N-VA, som stort set ingen politisk kapital har i Bruxelles,« skriver han i The Telegraph.

I den seneste uge er det kommet frem, at politiet i den lille Bruxelles-forstad Mechelen allerede i starten af december modtog et tip om, hvor den hovedmistænkte bag Paris-angrebet i november, Salah Abdelslam. skjulte sig, uden at de videregav informationerne. Adressen viste sig at holde stik, og der spekuleres nu i en sammenhæng mellem Paris- og Bruxelles-angrebene, og hvorvidt det seneste kunne være blevet afværget.

»Politiet stormede lejligheden i Schaerbeek umiddelbart efter eksplosionerne. Så var lejligheden, der var omdannet til bombefabrik, allerede på deres radar? Det er disse hændelser, som mildest talt bidrager til et overordnet indtryk af, at informationer var tilgængelige, men ikke effektivt videregivet,« skriver King.

Fredrik Wesslau erkender også, at det kan have haft en pris, at der endnu ikke er opbygget et bedre samarbejde mellem særligt de forskellige sikkerhedsstyrker.

»Der er instanser med overlappende mandater og kompetencer, og det gør det sværere at koordinere, hvem der gør hvad, ligesom det kan skabe problemer internationalt. Andre lande er måske ikke så villige til at dele informationer med Belgien, fordi de ikke ved, hvor informationerne ender,« siger han.

Men selv om han er enig i, at fragmenteringen af den belgiske stat skaber visse problemer, så mener han, at der er andre bagvedliggende årsager til Belgiens problemer – heriblandt dårlig integration og marginalisering af indvandrere, fattigdom og korruption, manglende fremtidsudsigter samt underfinansiering af landets efterretningsstyrker.

»Dette er meget vigtigere – det er nøglefaktorerne. Hver gang, der sker et angreb, peges der fingre, og efterretningstjenesterne bliver spurgt, hvordan i alverden det kunne ske. Men når vi leder efter en forklaring på, hvordan det kunne ske, så er disse forklaringer langt mere relevante,« mener Wesslau.

Følg disse emner på mail
 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis