EU’s ’noget for noget’-politik er udkonkurreret i Mellemøsten

Der var lagt op til en magtdemonstration, da EU’s udenrigsministre den 21. august i år trådte sammen til et hasteindkaldt møde i Bruxelles. Forud for mødet annoncerede EU-formanden, Herman Van Rompuy, og Kommissionsformand, José Manuel Barroso, i en fælles udtalelse, at EU agtede at gennemføre en hastegennemgang af Unionens »forbindelser med Egypten«. Embedsmænd lod forstå, at gennemgangen sandsynligvis ville resultere i en anbefaling til udenrigsministrene om at suspendere dele af EU’s milliardbistand.

I dagene forinden havde de egyptiske myndigheder ignoreret Unionens appel om at stoppe den hårdhændede behandling af demonstranter, der protesterede efter militærkuppet den 3. juli mod præsident Mohamed Mursi måneden forinden. I stedet slog det nye regime brutalt ned på Mursis støtter i sammenstød, der kostede flere end 800 livet.

»Jeg har meget svært ved at se, hvorfor svenske skattekroner skal gå til at støtte personer, der har ansvar for de massakrer, vi har set,« sagde en frustreret svensk udenrigsminister, Carl Bildt, på vej ind til mødet.

Men magtdemonstrationen udeblev. For den 37 mio. kroner store EU-støtte til Egypten forblev intakt på trods af, at EU’s erklærede formål med sin naboskabspolitik er at fremme »demokrati, lov, orden og respekt for menneskerettighederne«. I stedet blev det besluttet at foretage en »kritisk gennemgang« af støtten til landet.

»Det forekommer meget selvmodsigende, om ikke hyklerisk, når selv USA vælger at skære i støtten,« siger Fabrizio Tassinari, seniorforsker på DIIS i København, med henvisning til at amerikanerne i oktober suspenderede en tredjedel af sin militære støtte på otte mia. kroner om året.

Spørgsmålet er, hvorfor EU trak i land efter helt officielt at have varslet handling. Susi Dennison, seniorforsker i European Council on Foreign Relations i London, mener, at årsagen bunder i en erkendelse af, at det økonomiske redskab, der havde været så effektivt i reformeringen af Øst- og Centraleuropa i 1990’erne, i dette tilfælde ville være ineffektivt.

»Efter kuppet i juli gik det op for EU, at den indflydelse, den kunne få ved at bruge det økonomiske redskab, var temmelig begrænset. Der var uenighed internt i EU om, hvorvidt man burde trække støtten, men der gik ikke lang tid, før man erkendte, at det ikke ville gøre den store forskel,« siger Susi Dennison til Information. »Resultatet er, at Europa ikke har været i stand til at forme begivenhederne, og i stedet er blevet henvist til tilskuerrækkerne.«

Fabrizio Tassinari er enig i, at erkendelsen af, at det ikke ville gøre en forskel, »må have spillet en rolle« i diskussionen blandt udenrigsministrene, omend han tvivler på, at »nogen i Bruxelles nogensinde vil indrømme det«.

»Det ville være at indrømme, at man er irrelevant,« siger han.

Golfen og Rusland byder højere

At EU’s ’noget for noget’-politik – dvs. økonomisk bistand og markedsadgang til gengæld for reformer – ikke længere er så effektiv, skyldes bl.a., at situationen i EU’s nærområde har forandret sig dramatisk siden Det Arabiske Forårs udbrud i 2011. Omvæltningen har medført en langt hårdere konkurrence om indflydelse i omstillingslandene.

I det egyptiske tilfælde har Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Kuwait ikke kun lovet at fylde et eventuelt hul, hvis EU skulle trække sine 37 mia. kroner, landene har varslet en kombineret støtte på over det dobbelte, nemlig 86 mia. kroner til landet.

Ruslands udenrigs- og forsvarsministre besøgte i sidste måned Kairo for at diskutere en mulig våbenhandel til en værdi på 11 mia. kroner efter tabet af en tredjedel af den amerikanske militære støtte.

Denne nye virkelighed var det egyptiske regime ikke langsom til at udnytte i dagene op til mødet mellem EU’s udenrigsministre.

»Lad os ikke glemme, at Egypten gik til russerne efter militær støtte, og vi overlevede. Vi kan leve under andre vilkår,« sagde Egyptens midlertidige premierminister, Hazem el-Beblawi, til ABC News forud for mødet.

Den egyptiske udenrigsminister, Nabil Fahmy, skar det endnu mere ud i pap over for The Guardian: »Vi er ikke ude på at erstatte én ven med andre, men vi kigger udad mod verden og fortsætter med at knytte forbindelser med andre lande, så vi har andre muligheder.«

Susi Dennison påpeger: »Det handler ikke bare om, hvor meget støtte, EU giver, omend det er faldet under krisen. Det handler også om, hvordan hjælpen gives sammenlignet med andre tilbud.«

Tassinari er enig: »Der er ingen tvivl om, at russisk og saudiarabisk finansiel assistance uden påhæftede krav vil være populær.«

Philip ter Woort, landedirektør i Egypten for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), har de seneste seks måneder arbejdet på at få etableret et kontor i Kairo, og han har været vidne til tilstrømningen af penge fra andre donorer end EU. På kort sigt har det været med til at bremse reformtempoet, erkender han: »Der er kommet megen støtte fra Golfen. For den egyptiske regering opfattes det som et pusterum. Der er blevet plads til ikke at engagere sig med Den Internationale Valutafond (IMF) lige med det samme,« siger han til Information.

Han mener dog ikke, at regeringen »nærer nogen form for illusion om, at reformer er nødvendige for at skabe en bæredygtig økonomi«.

»Presset for reform vil ikke forsvinde. Regeringen har fået et 12 til 18 måneder langt pusterum, ikke 10 år,« siger ter Woort. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken rolle EU kommer til at spille i omstillingen i en region under så voldsom geopolitisk forandring. »Der er masser af andre aktører i Mellemøsten nu – også Kina, der investerer meget i infrastruktur. Realiteten er, at det er et nyt miljø, som EU må indrette sig efter,« siger Susi Dennison og peger på Syrien som et andet eksempel, hvor EU’s økonomiske redskab ikke virkede.

EU var hurtig til at indføre sanktioner mod al-Assad-regimet i 2011, men siden har Rusland og Iran holdt regimet oven vande med støtte og hjælp.

»Syrien er et eksempel på, at man ikke længere kan vælge sine partnere. Der er brug for spillere som Iran ved forhandlingsbordet, hvis der skal opnås en aftale. Det er ikke længere et vestligt domineret miljø,« siger hun.

Fabrizio Tassinari er enig i, at de mange aktører i regionen gør livet sværere for EU, men henviser til en analyse, DIIS udarbejdede for et år siden, der viste, at Tyrkiet og EU stadig af befolkningerne anses for at være de mest attraktive forbilleder. Saudi-Arabien, Kina, Rusland og Iran ligger i bunden i nævnte rækkefølge.

»På kort sigt kan de måske fylde et hul, men jeg tror ikke, at de vil være en model for regionen på længere sigt,« siger han.

Philip ter Woort er enig: »Der er en masse engagement fra EU, og det er min opfattelse, at den egyptiske regering anser Europa for at være et godt forbillede,« siger han.

Dennison mener også, at EU stadig er i en »position i nabolaget, hvor vi kan være en stærk spiller«, men hun mener, at der er brug for en revurdering af, »hvordan europæisk magt kan bruges mere effektivt«.

Hvis lande uden samme demokratiske tradition får held med at påvirke omstillingen i lande i Europas sydlige nabolag, kan det nemlig skabe et »seriøst« sikkerhedsproblem for kontinentet, mener hun.

Endnu er det dog ifølge ter Woort »svært at sige«, om det tættere samarbejde med lande som Rusland og Saudi-Arabien vil betyde, at de får større indflydelse på Egyptens udvikling.

Ifølge DIIS-analysen er de 700 adspurgte meningsdannere i regionen imidlertid ikke i tvivl. 52 procent af dem mener, at Saudi-Arabien vil få større indflydelse på udviklingen i regionen i fremtiden end EU.