Det var – med hans egne ord – en »begejstret« britisk finansminister, George Osborne, der tidligere på måneden kunne meddele, at Storbritannien som »det første, store vestlige land tilslutter sig det stiftende partnerskab af Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB)«.
Få dage efter fulgte Tyskland, Frankrig og Italien briternes eksempel og meddelte, at også de vil tilslutte sig den nye udviklingsbank, som blev formelt lanceret af den kinesiske præsident Xi Jinping sidste år, men stadig er under opbygning.
De europæiske landes beslutning blev truffet på trods af markant modstand fra USA, der har udtrykt usædvanlig højlydt kritik af særligt briternes beslutning. En amerikansk embedsmand har over for Financial Times kritiseret det, han kalder for briternes »tendens til konstant imødekommelse af Kina«.
Privat skulle amerikanerne have kritiseret briterne for at gå enegang og beskylder landet for at have tilsluttet sig banken ud fra kommercielle overvejelser uden at tage hensyn til de geopolitiske implikationer af en kinesisk-ledet bank i Stillehavsregionen.
USA frygter – påpeger iagttagere – at banken vil svække Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og andre vestligt dominerede institutioner og derfor kan komme til at spille en afgørende rolle i forhold til at definere de økonomiske og handelsmæssige regler i Asien i de kommende årtier.
Udvikler bånd til Kina
Ifølge to EU-Kina-eksperter, Information har talt med, er den amerikanske analyse korrekt. Både hvad angår de europæiske landes ræsonnement for at tilslutte sig AIIB og i forhold til Stillehavsregionens fremtid.
»Hvis du ønsker at handle med Kina, hvis økonomi nu er større end Frankrig, Tyskland og Italiens samlede økonomier, så er det vigtigt at tilslutte sig AIIB,« vurderer Grégory Claeys fra den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles.
Agatha Kratz, Kina-ekspert i tænketanken European Council on Foreign Relations’ Paris-kontor, er enig og påpeger, at tilslutningen ganske rigtigt er en del af en tendens.
»EU-landene har alle været ekstremt aktive i deres forsøg på at udvikle økonomiske bånd til Kina. 2014 var et godt eksempel på, hvordan EU-landene tog en lang række tiltag for at udvikle disse relationer, og tilslutningen til banken er sådan et tiltag,« siger Kratz.
»Storbritannien har været et af de mest proaktive lande i forhold til at udvikle et godt økonomisk forhold til Kina, men det er i høj grad også det, der har motiveret Tyskland, Frankrig og Italien,« tilføjer hun.
Den britiske finansminister lagde da heller ikke skjul på, at han anser tilslutningen til banken – hvis formål er at investere i bl.a. transport-, energi- og kommunikationsinfrastruktur i Asien – som værende i Storbritanniens nationale interesse.
»At knytte forbindelser mellem de britiske og asiatiske økonomier, for at give vores virksomheder de bedste muligheder for at arbejde og investere i verdens hurtigst voksende markeder, er centralt for vores langsigtede økonomiske plan. At slutte os til AIIB på det stiftende stadie vil give Storbritannien og Asien en enestående mulighed for at investere og vokse sammen,« sagde Osborne i en pressemeddelelse med henvisning til, at den 31. marts er deadline for tilmeldelse med status som en af bankens medstiftere.
USA’s officielle argument for ikke selv at tilslutte sig – og for sin modstand mod, at allierede som EU, men også Sydkorea, Australien og Japan tilslutter sig – er, at det er bekymret for, at banken ikke vil have de samme høje standarder inden for f.eks. miljø, arbejdsvilkår og gennemsigtighed. Hvis den ikke har det, er der nemlig en reel risiko for, at banken kan underminere Verdensbanken, IMF og Den Asiatiske Udviklingsbank.
Kratz anerkender, at det er en risiko:
»EU skal holde øje med, at AIIB ikke tager projekter fra de eksisterende institutioner, hvis banken har lavere standarder på f.eks. miljøområdet. Så vil det være at skyde sig selv i foden, eftersom EU arbejder på at højne de globale miljøstandarder,« siger hun, men mener, at tilslutning som stiftende medlem giver landene mulighed for at få indflydelse på udviklingen af banken.
Kongressens skyld
Det samme pointerer Grégory Claeys.
»Hvis USA ønsker, at banken får høje standarder, burde det deltage eller lade sine allierede deltage – det vil være den bedste måde at få indflydelse på,« siger han og påpeger, at det er den amerikanske kongres, der ved at blokere for reform af stemmeretten i de eksisterende internationale institutioner, er indirekte skyld i den nuværende situation.
»Kina blev tvunget til at stifte sin egen institution, hvilket har accelereret Verdensbankens og IMF’s nedtur. Jeg kan udmærket forstå, hvorfor europæerne tilslutter sig AIIB, for hvis de gamle institutioner mister deres overlegenhed, er det vigtigt at være en del af de nye institutioner,« siger han og peger på, at BRIKS-landene i juli sidste år besluttede at oprette udviklingsbanken New Development Bank.
»De, der beror på blød magt gennem de gamle institutioner, vil nu miste magt,« tilføjer Claeys.
Agatha Kratz mener også, at USA har grund til at være bekymret over sin fremtidige indflydelse i Asien.
»Kina har i dag ikke den indflydelse, der svarer til landets størrelse, og det har derfor klart erklæret, at det ønsker at ændre den internationale orden i egen favør. Det ville være mærkeligt, hvis USA – der i dag har mere indflydelse, end det har vægt – ikke var bekymret,« siger hun.
Fra et europæisk synspunkt mener hun dog – som Claeys – at det også i forhold til geopolitisk indflydelse giver mening at være med.
»Banken vil blive oprettet, ligegyldigt hvad EU-landene gør. Kina har ikke brug for Europa, for der var allerede 20 lande, der havde tilsluttet sig, men hvis banken bliver den store udviklingsinstitution, den ønsker at blive, hvorfor så ikke være en del af det,« som hun siger.