Nekrolog over et EU-medlemskab: Var briterne på vej ud, da de kom ind?

DET LANGE FARVEL: Næsten et halvt århundredes tumultarisk, men udviklende medlemskab blev det til for briterne. Det var langtfra nemt det meste af tiden, men hvorfor måtte det afgå ved døden? Vi trækker trådene tilbage til begyndelsen og fortæller om den historiske mistro, der blev fodret af imperiets opløsning og Frankrigs afvisninger – og som antændte lunten til en bombe under det konservative partis ledere generation efter generation.

Churchill drømte om Europas Forenede Stater - men uden briterne.
Churchill drømte om Europas Forenede Stater - men uden briterne.Foto: Paul Hackett/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Natten mellem fredag og lørdag afgår et tidligere meget magtfuldt lands medlemskab af Den Europæiske Union ved døden.

Landet hedder Det Forenede Kongerige, blandt venner oftest kaldet Storbritannien. For hundrede år siden var det verdens største kolonimagt med vidtstrakte territorier på tværs af kloden. Siden er landets indflydelse svundet temmelig meget ind, om end det ofte er ilde hørt.

Medlemskabet af det europæiske samarbejde kom til at vare 17.197 dage, rettere sagt 47 år og 1 måned. Det er første gang nogensinde, at et land melder sig ud af EU, tidligere kendt som Det Europæiske Fællesskab (EF).

Mange vil mene, at dødsfaldet var ventet efter lang tids sygdom. Efter næsten et halvt århundredes akavet og anspændt samliv i de europæiske institutioner vil det britiske flag, Union Jack, nu ikke længere vaje i Bruxelles sammen med Dannebrog og 26 andre flag. Det er et historisk farvel.

Vi har ikke rullet statsmagten tilbage i Storbritannien, bare for at se den genindført på europæisk niveau med en europæisk superstat, der udøver en ny dominans fra Bruxelles.

Margaret Thatcher
Storbritanniens tidligere premierminister (tale i Brügge, 1988)

Der vil i de kommende dage udspille sig bisættelsesceremonier af stærkt varierende karakter på begge sider af Den Engelske Kanal.

Nogle vil fejre, hvad de ser som en glædelig løsrivelse. Andre vil sørge over, hvad de føler som et dybt tab. Ikke mindst for Danmark vil briternes exit få konsekvenser, der kommer til at runge langt ud i fremtiden. Men hvordan kom det egentlig så vidt?

Da kanonerne holdt op med at skyde
Måske kan vi lære noget af historien, når vi skriver denne nekrolog over Storbritanniens medlemskab af det europæiske samarbejde.

”Det er underligt at se det britiske farvel som skæbnebestemt,” siger den tyske økonom og EU-ekspert Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

”Det var helt logisk, at Storbritannien skulle være med i det europæiske samarbejde. Det er det stadig. Men i årtiernes løb var der for meget, der ikke blev forklaret, og for meget, der blev misforstået,” siger Zuleeg.

Hvis Charles de Gaulle var i live lige nu, så ville han sikkert være meget godt tilfreds. Men hvad mon Winston Churchill – den nuværende britiske premierministers store idol – ville have sagt til det hele?

”Kanonerne er holdt op med at skyde. Kamphandlingerne er stoppet; men faren er ikke forsvundet. Hvis vi skal kunne skabe Europas Forenede Stater, uanset i hvilket navn eller form, så må vi begynde nu.”

Sådan sagde briternes vel nok største statsmand under en berømt tale i Zürich i 1946, mens sårene efter Anden Verdenskrig og Hitlers blodige regime stadig var åbne. Bare få år efter lagde først Kul- og Stålunionen og siden Fællesmarkedet grundstenene til det EU, vi kender i dag.

Men på trods af Churchills entusiasme kom briterne først med senere.

Fanget i gamle drømme om imperiet
Hvorfor skulle der gå så længe, før Storbritannien i 1973 blev medlem sammen med Irland og Danmark? Og var kimen måske allerede dengang lagt til den udvikling, der nu næsten et halvt århundrede senere fører til briternes udmeldelse?

”Jeg vil ikke sige, at det var uundgåeligt. Men i en vis forstand var det nok en katastrofe, der bare ventede på at ske,” siger den britiske EU-veteran Nick Witney, som i dag er seniorforsker ved European Council on Foreign Relations (ECFR) i London.

For selv dengang, hvor Churchill med stor visionær kraft skitserede sin drøm om ”Europas Forenede Stater”, talte han vel at mærke ikke om et ”Europa” inklusive Storbritannien. I deres selvopfattelse var briterne nemlig noget helt andet, mere og større end en ligeværdig partner i fremtidens fredelige europæiske samarbejde.

Winston Churchill så sine ligemænd sidde i Washington og Moskva – ikke i Paris, Berlin, Rom eller Bruxelles. Det europæiske samarbejde var noget, der skulle holde kontinentet i ro, mens Storbritannien ordnede resten af verden sammen med de andre fremtidige supermagter i øst og vest.

”Derfor er der ikke noget selvmodsigende i, at en brexitforkæmper som Boris Johnson beundrer Winston Churchill. Johnson synes også, det er godt, at de andre har et europæisk samarbejde. Men det er ikke for os herovre på øen. Det er vi for ’vigtige’ til,” siger Nick Witney:

”Det er denne misopfattelse, der lige siden Churchill har holdt den britiske psyke fanget i gamle drømme om det britiske imperium. Uanset hvordan virkeligheden har udviklet sig. Det er derfor, vi er på vej ud af Den Europæiske Union nu.”

En cocktail af mistro, splittelse og nationalistiske medier
Man kan uden tvivl opstille mange forskellige grunde til, at Storbritanniens forhold til det europæiske samarbejde endte med at gå op i en spids, da David Cameron udskrev sin skæbnesvangre folkeafstemning om det britiske medlemskab til afholdelse i juni 2016.

Men midt i det hele befinder sig en sprængfarlig cocktail af imperieromantik, mistro til kontinentet (ikke mindst Frankrig), ofte nationalistiske medier og så en historisk splittelse internt i de to altdominerende partier i britisk politik: Socialdemokraterne i Labour og så det konservative parti, der er både Winston Churchills, David Camerons og Boris Johnsons.

I det seneste halve århundrede har de to partier skiftevis ført kampagner for eller imod deltagelsen i det europæiske samarbejde. De har brugt europapolitikken som et våben mod hinanden og som et brækjern i magtkampe blandt egne partifæller, ikke mindst i det konservative parti.

Her flere år efter folkeafstemningen forklarer Cameron, at han er ”oprigtigt ked af” det mislykkede forsøg på at få vælgerne til at stemme ja til det genforhandlede EU-medlemskab, som den daværende premierminister foreslog.

Men han fortryder ikke, at han spurgte folket.

”Det var uundgåeligt. For meget magt var blevet overført i løbet af for mange år. For mange løfter om at spørge folket var ikke blevet holdt. Jeg kunne ikke se en fremtid, hvor Storbritannien ikke afholdt en folkeafstemning,” skriver David Cameron i sin erindringsbog, 'For the Record', udgivet i september 2019.

Konservative britiske lederes forbandelse
Cameron erkender i sin bog, at han samtidig var udsat for kraftigt pres fra EU-skeptiske kræfter i sit eget parti – men han afviser, at det skulle have været en afgørende begrundelse. Imidlertid er det en udbredt opfattelse blandt topfolk i Bruxelles, at netop det var tilfældet.

”Det var klart en udløsende faktor, at der har været mindst 30 års ’borgerkrig’ om Europa internt i det konservative parti. Det var derfor, Cameron endte med at udskrive folkeafstemning om EU. Ikke fordi emnet vakte særlig stor interesse i befolkningen,” siger en højtstående EU-embedsmand til Altinget.

Uanset, om man er enig eller ej i den analyse, så er det vigtigt at vide i forhold til både forgangne og fremtidige forhandlinger med briterne, at centrale topfolk i Bruxelles ser baggrunden for den britiske udtræden som stærkt påvirket af en intern britisk partikrise.

”Europa var kommet til at blive set som emnet, der afgør konservative britiske partiformænds skæbne,” siger den højtstående embedsmand.

Det er en pointe af historisk og politisk interesse, som man ikke med lethed kan afvise.

Som bekendt tvang det britiske nej ved folkeafstemningen David Cameron til at gå af, og det gjorde en ende på en ellers strålende politisk kometkarriere. Da hans erindringer udkom, var David Camerons partifælle og efterfølger som premierminister, Theresa May, også netop blevet tvunget fra magten efter tre års mislykkede forsøg på at få en Brexit-aftale med EU vedtaget.

Går man længere tilbage, så skorter det bestemt heller ikke på konservative premierministre, der på den ene eller anden måde kom i uføre på grund af europapolitikken: Et af de mest berømte fald af den grund var naturligvis jernladyen herself, Margaret Thatcher.

Men vi kan sagtens gå endnu længere tilbage – faktisk helt tilbage til længe før, at briterne overhovedet meldte sig ind i samarbejdet.

Ydmygelsen fra præsident Charles de Gaulle
Winston Churchills efterfølger, Anthony Eden, faldt ikke på grund af Europa, men på grund af Suez-krisen i 1956. Men man kan argumentere for, at allerede premierministeren lige efter Eden – den ligeledes konservative Harold Macmillan – måtte se sit lederskab knust på grund af forholdet til kontinentet.

Det var nemlig Macmillan, der efter skuffelsen over USA i forbindelse med Suez besluttede sig for, at Storbritannien skulle søge om optagelse i det, der dengang hed Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Ansøgningen kom i 1961. Det var ikke nogen særlig populær beslutning, men Macmillan vurderede den som afgørende nødvendig for den britiske økonomi.

Men den britiske leder løb ind i en mur i form af en meget høj og rank mand ved navn Charles de Gaulle. Han var ”lige så stiv som en ildrager, men uden at besidde dens lejlighedsvise varme”, som Macmillan senere frustreret skrev i sine erindringer.

Den franske præsident var overhovedet ikke interesseret i at dele dominansen af det stadig ret nybagte EØF med Storbritannien.

Trods to års intenst diplomatisk arbejde fra Harold Macmillan og hans regering, endte Charles de Gaulle med i 1963 at sige nej og betegne Storbritanniens økonomiske model som ”uforenelig” med det nye fælles europæiske marked.

Det nederlag ødelagde Macmillan, der kort efter trak sig som premierminister, officielt på grund af svigtende helbred.

Også den britiske selvopfattelse havde fået et skud for boven.

”Storbritannien har mistet et imperium og endnu ikke fundet nogen rolle,” som USA’s tidligere udenrigsminister, Dean Acheson, sagde i 1962. Acheson havde spillet en vigtig rolle i skabelsen af NATO.

Indtrædelsen i EF: Fra Heath til Thatcher
Det hjalp ikke på den britiske stolthed, at Frankrigs præsident – som briterne ellers nok syntes skyldte en hel del i den historiske ’bank’ efter Anden Verdenskrig – stod fast på sin afvisning gennem et helt årti. Først da Charles de Gaulle gik af i 1969 og blev afløst af Georges Pompidou, opstod der en åbning.

”Den periode i 1960’erne blev opfattet som en helt urimelig fransk ydmygelse, der har sat sig spor i den britiske psyke. Det kunne have været undgået,” siger Nick Witney fra European Council on Foreign Relations.

Opgaven med at føre Storbritannien ind i det samarbejde, der i mellemtiden var blevet til Det Europæiske Fællesskab (EF), tilfaldt endnu en konservativ premierminister: Edward Heath. Det lykkedes for ham, da briterne trådte ind sammen med irerne og os danskere 1. januar 1973. Men så gik det også galt for Heath.

Året efter gik de dengang europaskeptiske britiske socialdemokrater til valg med et løfte om at sætte det nyvundne EF-medlemskab til folkeafstemning – og så var det slut med Edward Heath. Efterfølgende holdt Labour-regeringen løftet om at udskrive en folkeafstemning, som dog bekræftede medlemskabet af EF med over to tredjedele af stemmerne.

Hele vejen op gennem 1970’erne var Labour det mest europaskeptiske af de to store britiske partier, helt indtil arbejderpartiets ledelse i 1983 blev overtaget af Neil Kinnock (senere EU-kommissær og i øvrigt far til tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock).

Men inden da var Downing Street 10 igen blevet hjem for en konservativ premierminister – og hun bliver stadig i dag betragtet som den mest indflydelsesrige af dem siden Winston Churchill: Margaret Thatcher. Hendes historie er også tæt forbundet med forholdet til det europæiske samarbejde, på godt og ondt.

Jernladyens kamp med den europæiske 'superstat'
Thatcher vandt masser af point på hjemmebanen ved at fremtvinge den siden så berømte britiske rabat på betalingerne til samarbejdet, som hun bankede igennem på et stormfuldt topmøde i de forgyldte sale på det franske slot Fontainebleau syd for Paris i 1984. Det var en sejr for premierministeren, men hendes kampagne for at få ”pengene tilbage” pustede til de gamle gløder af dybfølt britisk mistro over for det kontinentale samarbejde.

Margaret Thatcher var ganske vist en vigtig støtte for kommissionsformand Jacques Delors i udviklingen af det indre marked (i vidt omfang en britisk opfindelse) – men efterhånden voksede hendes personlige skepsis over for den retning, EF var ved at tage.

Det advarede hun om i en tale i Brügge i 1988, som kom til at markere et nyt vendepunkt i britisk europapolitik.

”Fællesskabet er ikke et mål i sig selv (…) Det at arbejde tættere sammen betyder ikke, at magten skal centraliseres i Bruxelles, eller at beslutningerne skal tages af et udpeget bureaukrati,” sagde premierministeren:

”Vi har ikke rullet statsmagten tilbage i Storbritannien, bare for at se den genindført på europæisk niveau med en europæisk superstat, der udøver en ny dominans fra Bruxelles.”

Da Margaret Thatcher et par år senere blev væltet fra magten af et internt oprør i regeringen og i sit eget konservative parti, var det især på grund af hendes kritiske forhold til Europa. Selv ikke jernladyen kunne stå imod den forbandelse, som europapolitikken synes at kaste over konservative premierministre.

Også Thatchers efterfølger, John Major, fik nogle år som premierminister, der var hårdt ramt af forholdet til det samarbejde, som i 1992 bevægede sig fremad mod blandt andet fælles mønt og ændrede navn til Den Europæiske Union (EU).

Hjertet af Europa: Fra Major til Blair

Major havde en erklæret ambition om at bringe Storbritannien ”ind i hjertet af Europa”, men fra starten gjorde både den ambitiøse Maastricht-traktat og Storbritanniens tumultariske afgang fra valutasamarbejdet ERM det meget svært for ham.

En del politikere i John Majors eget konservative parti var så utilfredse med Maastricht, at de forlod partiet i protest. Det såede kimen til det store skred og den folkeafstemning, der siden skabte Brexit. En af afhopperne dengang hed Nigel Farage. Lige siden har han elsket Danmark for det danske nej til Maastricht i 1992.

Farage var med til at grundlægge UK Independence Party, der siden er blevet til Brexit Party. Resten er historie.

Bomben var begyndt at tage form allerede i 1960’erne og 1970’erne. Hvis lunten blev lagt under Thatchers sidste år som premierminister, så blev den nu antændt under John Major.

I de efterfølgende år blev ilden begejstret holdt ved live af en bidsk og EU-hadende tabloidpresse. Den fik nok at bide i, da EU i 1996 forbød import til kontinentet af britisk oksekød på grund af sygdommen kogalskab (BSE). Det ødelagde, hvad der måtte være tilbage af Majors forsøg på at nærme sig EU mere.

”Nogle af landets største aviser – sjovt nok næsten alle ejet af milliardærer, som ikke er hverken britiske eller europæere – indledte 40 års kampagne om, at Europa er ond og inkompetent og latterlig. Det kom til at spille en stor rolle efterhånden,” siger Nick Witney fra ECFR.

En af de journalister, der dengang gjorde det til sit speciale at spidde EU med stort vid og sproglig ekvilibrisme (men væsentlig færre facts), hed Boris Johnson.

I løbet af de efterfølgende 10 år var det den karismatiske, nye Labour-premierminister Tony Blairs tur til at gå på jagt efter Storbritanniens vej til ”Europas hjerte”. Han flirtede endda for en kort stund med tanken om, at briterne kunne komme med i euroen.

”Jeg er en lidenskabelig pro-europæer. Det har jeg altid været (…) Jeg tror på Europa som et politisk projekt,” lød det fra Blair i en tale, der i 2005 imponerede de fleste i Europa-Parlamentet.

Men den idealistiske Blair var da viklet håbløst ind i den Irakkrig, der blev hans eget personlige nemesis som politisk leder. New Labours drømme om en ny plads i front for EU blev aldrig opfyldt.

”Der var faktisk nogle år, hvor det lykkedes John Major og siden især Tony Blair at spille en mere positiv lederrolle i fællesskabet,” siger direktør Fabian Zuleeg fra tænketanken EPC:

”Men selv i den periode så vi, at de britiske politikere var meget uvillige til at forklare deres holdninger til befolkningen. Der blev aldrig rigtig givet 100 procent opbakning til det europæiske projekt fra nogen af de to store britiske partier. For de var begge splittede internt, og det er de stadig.”

Camerons store løsning: En folkeafstemning!
Netop det var den unge konservative kometpolitiker David Cameron dybt bevidst om, da han kom til magten i 2010. Han kunne tydeligt se lunten brænde videre i UK Independence Party og i sit eget stadig mere splittede konservative parti.

Cameron ville i hvert fald ikke ende som endnu et af ofrene for europaforbandelsen over konservative ledere fra Macmillan og Heath frem til Thatcher og Major… men det var jo præcis, hvad der skulle blive hans spektakulære politiske skæbne.

Da David Cameron i 2011 forsøgte at nedlægge veto i EU imod nye økonomiske regler i Finanspagten, blev han kørt over af lederne fra Tyskland, Frankrig og næsten alle de andre medlemslande, som straks besluttede at lave pagten på et andet juridisk grundlag uden briterne. Det var et nederlag, der rungede i baglandet.

For at fjerne det voksende pres holdt David Cameron i januar 2013 en sidenhen berømt og berygtet tale, hvor han lovede at udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab, hvis han blev genvalgt. Det gjorde han i 2015, og så fangede bordet.

”Ikke mindst som følge af eurokrisen ændrede EU sig for øjnene af os. Vores i forvejen usikre position blev sværere at forsvare. Det var ikke alene rigtigt at spørge folket – det var på høje tid, og det var nødvendigt,” skriver Cameron selv i sine erindringer fra sidste år.

Men han havde forregnet sig, da han troede, at en aftale om at trække visse rettigheder tilbage fra EU til Storbritannien ville være nok til at sikre et ja ved folkeafstemningen. Nogle har efterfølgende kritiseret, at de 27 andre medlemslandes ledere ikke var mere ’gavmilde’ i den pakke, Cameron fik forhandlet i begyndelsen af 2016. Den kritik bliver afvist af mange andre.

"Vil vi lænke os til et lig?"
”Nogle siger, at EU set i bakspejlet burde have givet Cameron mere i den aftale. Men det var ikke muligt. Enhver, der var til stede på det topmøde, ved, at EU gav Cameron alt, hvad man kunne. Det var meget svært at opnå enighed om pakken, fordi briterne forsøgte at botanisere i det indre marked,” siger en centralt placeret EU-funktionær, der var med.

Ligesom andre topfolk i de europæiske institutioner erkender han dog, at EU’s fejl og mangler i hvert fald indirekte medvirkede til, at det blev et nej ved den britiske folkeafstemning 23. juni 2016. Det skyldtes de to store kriser, som Den Europæiske Union kæmpede med i årene lige omkring briternes beslutning: Eurokrisen og migrationskrisen.

”De to kriser håndterede vi for langsomt. Der var et kollektivt svigt i forbindelse med migrationskrisen. Det blev udnyttet med stor effekt af dem, der førte kampagne for, at Storbritannien skulle forlade EU,” siger kilden.

Usikkerheden om eurosamarbejdet udløst af den græske gældskrise, fulgt af billederne af tusinder af illegale migranter på vej til fods op gennem kontinentet, slog muligvis hovedet på sømmet for mange af de britiske nejsigere. ”Vil vi lænke os til et lig?,” spurgte EU-modstandere som Nigel Farage.

David Cameron måtte forlade politik – og sidste år faldt også hans efterfølger, Theresa May, efter tre katastrofale år ved magten. Den næste konservative leder blev Boris Johnson, som i dag tager Storbritannien ud af EU. Cirklen synes at være sluttet på en eller anden måde.

Vender en ny generation en dag tilbage?
Nu forestår forhandlingerne om fremtidens forhold mellem Den Europæiske Union og det store, stolte, gamle imperieland ude i Nordsøens bølger. Landet, der engang måtte trygle Frankrigs præsident om at få lov til at være med i klubben.

I Bruxelles er der ingen, der tror på, at det bliver nemt, eller at briterne kommer tilbage og banker på lige foreløbig.

”Hvis man ekstrapolerer fra Storbritanniens historiske rejse i forholdet til EU, så tror jeg, at briterne er nødt til at tage en vis afstand til Europa nu,” siger en højtstående EU-embedsmand:

”De er nødt til at begive sig ud på en ørkenvandring væk fra os andre. Måske kommer de en dag tilbage til samarbejdet, men det bliver først om lang tid.”

I London sidder den erfarne britiske forsker Nick Witney, der engang var den første direktør for EU’s forsvarsagentur, og ser døren lukke sig i efter et halvt århundredes armlægninger.

”Vi kommer ikke tilbage i min levetid,” siger han:

”Men hvem ved? Måske om 25 år, når de unge briter har taget magten. Dem, der er fri af de gamle imperiedrømme. Måske om en generation. Så måske er det alligevel ikke en nekrolog, du skal skrive.”

Dokumentation

NÆSTE FASE AF BREXIT

Lørdag 1. februar ophører Storbritannien officielt med at være medlem af EU.

Det betyder, at britiske ministre ikke længere skal deltage i EU's beslutninger, at premierministeren ikke tager til EU-topmøder, og at Storbritanniens 73 medlemmer forlader Europa-Parlamentet. 

Indtil udgangen af 2020 gælder dog en overgangsordning, hvor Storbritannien stadig har fuld adgang til det indre marked, følger EU's regler og betaler til den fælles kasse.

Hurtigst muligt – formentlig i løbet af februar – vil der begynde forhandlinger om fremtidens aftaler for blandt andet handel, fiskeri og sikkerhedspolitik. 

De nye aftaler skal være på plads inden årets udgang, medmindre briterne beder om at få overgangsperioden forlænget. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Boris Johnson

Fhv. premierminister, Storbritannien, Conservative Party

David Cameron

Udenrigsminister, Storbritannien, president, AlzheimerResearch UK
master i filosofi, politik og økonomi (PPE) (Oxford 1988)

Theresa May

Fhv. premierminister, Storbritannien og fhv. leder, Conservative Party
geografi, Sct. Hugh's College, Oxford University

0:000:00